Fri fragt ved køb over 995,-
365 dages returret
Kundeservice: +45 56 14 15 44

Sådan ser min træning ud som CrossFit-atlet

Sådan ser min træning ud som CrossFit-atlet
Sådan ser min træning ud som CrossFit-atlet
26.06.2024

CrossFit er en sportsgren, som tillader en meget høj træningsvolumen, fordi der er så mange forskellige øvelser. Det betyder, at der hele tiden er noget at lave og mange øvelser, som du hele tiden kan træne og forbedre. 

Min typiske træningsuge

En typisk træningsuge for mig består af 11 træningssessioner fordelt på to sessioner dagligt bortset fra torsdag, som er en ”let” dag med kun en let træningssession og søndag som er en fuld hviledag. Det er den struktur, som er mest almindelig bland de generiske CrossFit træningsprogrammer til ”elite” atleter, selvfølgelig med små variationer såsom, hvilken dag der er hviledag. Jeg træner selv Kriger training, som bliver lavet af Kristin Holte, der er en norsk CrossFitter, der har deltaget mange gange til CrossFit Games. Når jeg træner på hold (vil blive uddybet senere), træner jeg Apex, som bliver lavet af Emil Matthews og Philip Thun, som er konkurrenceholdstrænerne i Crossfit Butcher’s Lab.

Tre hovedområder i CrossFit

CrossFit som sport består af tre hovedområder – vægtløftning (alt hvor en vægt bliver løftet), konditionering (cardio) og gymnastik (alt kropsvægtrelateret). En træningsuge skal tilgodese, at alle områder bliver trænet. Hvis vi kun træner et af elementerne, bliver det kaldt for monostrukturel træning, ligesom en workout med flere af hovedområderne bliver kaldt for multistrukturel. Ofte har en session fokus på et af hovedområderne, men det sker sjældent, at der ikke indgår noget fra hver af områderne. Et eksempel på det kunne være, at du om mandagen havde to sessioner, hvor første session havde fokus på vægtløftning og session to have fokus på cardio.

Træning på konkurrencehold

For at gøre træningen mere kompliceret, har jeg i år valgt at konkurrere på et hold. Derfor skal en del af mine 11 ugentlige sessions også dedikeres til holdtræning, hvor vi udover at træne de tre hovedområder også skal øve os på at bevæge os synkront, fx ved at skulle lave synkrone burpees eller synkron vægtløftning. Jeg træner typisk med mit hold fast to gange ugentligt. Der er altså rigtig mange forskellige ting, som man kan optimere, når man træner Crossfit og derfor kan Crossfit hurtigt virke uoverskueligt, men det er også det fede ved sporten. CrossFit er reelt set en sport, hvor man kan blive bedre på mange forskellige måder og hvor alt træning rent faktisk er godt.

Struktur og variation i træningen

For at gøre det lettere følger jeg samme struktur for træningen året rundt, men alt efter hvor i CrossFit sæsonen, vi befinder os, kan sessionerne være meget forskelligt prioriteret. Udenfor sæsonen vil de tre hovedområder oftest blive trænet mere monostrukturelt. Jo tættere på sæsonen vi kommer, jo mere træner jeg multistrukturelt, idet de workouts vi laver til konkurrencer for det meste, er multistrukturelle, men der er selvfølgelig også undtagelser såsom fem km løb på tid.

CrossFit-konkurrence

I skrivende stund er vi netop startet på den officielle sæson. Både Open og kvartfinalerne er bag os. Open og kvartfinalerne er begge online konkurrencer, hvor Crossfit Headquarters udgiver workouts i starten af weekenden og hen over weekenden skal atleterne så filme dem lave workouten og sende den ind seneste mandag aften. Mit hold har kvalificeret sig til semifinalerne i Frankrig, (der på ikke Crossfit sprog betyder Europamesterskaberne) hvor de 30 bedste europæiske hold skal konkurrere om en plads til Crossfit Games (Verdensmesterskaberne). Europa skal sende otte hold til Games så der bliver hård konkurrence – det betyder at min træning bliver omlagt, så der bruges flere sessioner på hold træning samt at der trænes mere multistrukturelt og konkurrence specifikt.

#}

En typisk træningsdag i konkurrencesæsonen

En typisk træningsdag i perioden mellem kvartfinalerne til semifinalerne for mig består stadig af to sessioner. Jeg prøver at have en morgen- / formiddagssession og en eftermiddagssession. Tidspunktet varierer alt efter, hvad mit studie tillader og hvornår mit hold kan mødes og træne. Første session kunne fx være en cardio-session, hvor jeg laver multistrukturelle intervaller, så det minder mest muligt om konkurrencespecifikke workouts. 

Eksempel på morgen-cardiotræning 

Jeg deltager typisk to gange ugentligt på min kammerat Viktors morgenkondihold i Arca Trykkeriet kl. 6:45 mandag og fredag. Her er det Viktor som programmerer de forskellige workouts. Et eksempel på en workout kunne fx være:

AMRAP 3 min

  • 400 m Row
  • 50 Double unders
  • In the remaining time max calories on the AssaultBike


Repeat this interval until you have accumulated 150 calories on the AssaultBike – rest 90 seconds between intervals.

Træning med teamet om eftermiddagen

Så har jeg klaret min morgensession med en workout og eftermiddagssessionen kunne så være en holdtræning. Her kører vi 2-3 delelementer i en træning, der er programmeret af APEX. Del et er typisk en skill workout, hvor vi bliver testet i enten svære eller nye øvelser i forskellige konstellationer.

Det kunne fx være:

Male – female pair, You go I go x 5

  • 2/2 syncro. Turkish get ups @32/24 kg
  • 20 syncro KB swings
  • 5 syncro Pull over
  • Rest while the other pair goes


Efter skill workouten laver vi typisk en workout med højere intensitet, hvor der bliver stillet fysiske krav såvel som krav til vores kommunikation. Det kan fx være en ormeworkout (ormen er en tre meter lang sandsæk som vejer 160 kg+, hvor alle fire på holdet løfter samtidig) kombineret med forskellige andre øvelser.

Det kunne fx være:

For time

30-20-10

  • Worm thrusters
  • Syncro Chest to bars
  • Burpees over the worm


Og så plejer vi at slutte af med forskellige korte workouts, enten noget teknisk svært eller power intervaller.

Det kunne fx være

X4 each – rest 1:3

  • 5 Snatch @83/56 kg
  • 5 High box jumps (61/51 cm)


Hvor fokus er på at give den fuld gas, som hvis vi var i en konkurrencesituation. Der er en lang pause for at kunne holde intensiteten igennem de fire intervaller. 

Forskel på de forskellige træningsdage

Det her kunne være et eksempel på en træningsdag, som er meget workoutpræget. Andre dage har jeg kun en workoutsession og en klassisk styrketræningssession eller en ren løbesession.

Her er et eksempel på, hvordan en typisk uge ser ud for mig:

Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag
Session 1 Cardio Løb Vægtløftning + skill work Let cardio Cardio Teamtræning Rest
Session 2 Vægtløftning Gymnastik + workout Teamtræning Rest Teamtræning Vægtløftning Rest


Forbered dig til CrossFit-konkurrencer

Som beskrevet bliver der også lavet noget andet i hver session, men det er hovedfokus. Det er altså ikke let at få tid til alt det, som man gerne skal nå i CrossFit og der kan trænes på rigtig mange forskellige måder. Det her er blot den måde, som jeg prøver at gøre mig klar til konkurrence på! CrossFit beskriver jo sig selv som en sport, hvor man skal være klar til the unknown and unknowable, så man må bare gøre sit bedste for både at være stærk, i god form og være teknisk dygtig til gymnastik og håbe på at det er nok.

Thomas Strøiers favoritter
Her kan du betale med Dankort, VISA og MasterCard Her kan du betale med Anyday MobilePay Viabill GLS Pakkeshop Click & Collect (i 2630 Taastrup)