Ligegyldigt om du dyrker CrossFit på hyggeniveau eller træner på eliteniveau, er en ting sikkert. Alle elsker at hade burpees. Det er formentlig en af de første øvelser man stifter bekendtskab med, når man går ind i en CrossFit/funktionel fitness box. Alle laver burpees! Der er ”almindelige” burpees, burpees to target, burpees over the bar, burpees over the box og listen bliver bare ved og ved.
Der har ikke været et eneste CrossFit Games og Open, siden det startede i 2007, hvor burpees ikke har været med.
Selvom burpees kan se ud som en relativ simpel øvelse er det alligevel vigtigt med den rigtige teknik og den rette opvarmning, inden man begynder på en burpee heavy workout.
Opvarmning til burpees
Burpees er en øvelse som rammer hele kroppen og pulsen. Derfor passer den perfekt ind i de fleste workouts uanset om det er en cardio baseret workout eller en muscle fatique workout. Derfor er det vigtigt at sørge for at varme godt op. Ironisk nok er burpees ofte den øvelse som indgår i de fleste warm ups, netop fordi øvelsen både rammer kredsløbet og en lang række muskulatur.
Hvis jeg skulle lave en burpee heavy workout som fx Open 20.1, der består af:
- ”10 Rounds for time”
- 8 ground to overhead @43/30 kg
- 10 Burpee over the bar
Eller Open 12.1, der består af:
- ”AMRAP7”
- Max burpees to target
Så ville jeg have fokus på først og fremmest at få pulsen godt op, og lave 10-15 minutters opvarmning på en maskine i let tempo for at få lungerne i gang. Alle maskiner virker i princippet til opvarmningen, men jeg foretrækker en AssaultBike, da jeg samtidig får gang i blodtilførslen til både skuldre og ben.
Man kan eventuel også lave en EMOM (Every Minute On the Minute), hvor man roterer imellem de forskellige cardiomaskiner. Det er virkelig genialt, hvis man, ligesom mig, hurtigt keder sig på den samme maskine.
Efter opvarmningen på maskinen ville jeg normalt gå i gang med mit pres. Typisk ville jeg gå meget sportsspecifikt til den og lave burpees. Det kunne også være en EMOM med 30 sekunder på og 30 sekunder af.
Burpees er sjældent bare burpees. Der indgår næsten altid en bar, en håndvægt, en kettlebell eller en box man skal over. Derfor ville jeg nu lave den version af burpees, der indgår i den pågældende workout kombineret med de øvrige øvelser, som der også skal laves.
En god ide, som jeg selv benytter mig af, er at lave øvelserne i det tempo som jeg ønsker at have i selve workouten som små ”practice rounds”.