Hvis man kender mig som atlet, så ved man, at noget af det jeg har sværest ved er det mentale. Jeg er stoppet i flere Open-workouts end jeg kan tælle på to hænder. Jeg stoppede engang 13 burpees over the box før jeg var færdig med en workout, fordi jeg mentalt havde overbevist mig selv om, at alt over en tid på 10 minutter ville være en kæmpe skuffelse.
Hvis jeg havde gjort mine burpees færdige, var jeg formentlig kommet ind på omkring 10 min og 20 sekunder og havde stadig haft en top 20 tid i Europa. Jeg skulle selvfølgelig have en tid for at kunne fortsætte konkurrencen og hvis man kender Open, ved man, at workouten kommer ud torsdag nat og skal afleveres mandag aften. Så jeg skulle lave den samme workout mandag eftermiddag og ender med at komme ind på omkring 12:30 og får en top…. Ja, ingen topplacering på nogen måde, samtidig med at jeg hele weekenden har gået og slået mig selv i hovedet over, at jeg stoppede.
Det er til dags dato stadig en af mine mentalt største fiaskoer, mens jeg har lavet CrossFit, men det er samtidig også en af mine største succeser. Ikke på grund af noget specifikt med workouten, men fordi det var her, jeg virkelig forstod, hvor meget det mentale kan betyde for ens præstation. Jeg havde længe set op til forskellige CrossFit-personligheder, der alle snakkede om, at det mentale er mere end halvdelen af sejren, men det er noget andet at mærke det på egen krop og se forskellen. Jeg var over 2 minutter langsommere, det var ikke fordi min form havde ændret sig. Det var rent mentalt.
At arbejde med mentaltræning
Så efter den her Open workout ”20.2” hev jeg fat i en mentaltræner. Vi havde lange snakke og det meste af det, han sagde til mig, røg ind ad det ene øre og direkte ud af det andet øre. Der blev snakket om både fyrtårn og motorveje og en hel masse andet.
Jeg er sikker på, at mange der har arbejdet indenfor coaching eller mental træning kender til ”Fyrtårns-modellen”, for jeg er sidenhen blevet undervist i præcis den model på min bachelor i idræt og fysisk aktivitet på Københavns Universitet. Reelt set er modellen egentlig meget simpelt og super god, da den handler om at sætte et klart mål og vide, hvorfor man arbejder hårdt, men den virkede ikke for mig. Så vi arbejdede videre og vi prøvede alle mulige modeller.
Vi snakkede indre vs. ydre motivation og alt det, som jeg havde hørt CrossFit’erne snakke om. Intet virkede! Jeg følte, at jeg vidste, hvorfor jeg trænede hårdt, men det gjorde ikke, at tingene gjorde mindre ondt, når man var i gang og hele kroppen råbte stop. Og det gjorde ikke, at den indre stemme ikke fortalte mig, at jeg ikke var en fiasko, selv hvis jeg ikke kom under 10 minutter på den her workout. Alt hvad han sagde gav logisk mening, men det ændrede ikke en eneste følelse, jeg havde.
Et skift i strategien
Efter flere lange samtaler ændrede vi strategi. Han kom ned i boxen med mig og skulle se en træning. Han sagde, at træningen skulle bestå af det, som jeg hadede mest. Så jeg valgte, at den skulle bestå af Mikkos Triangle.
40 min EMOM (every minute on the minute)
- 20 cal assault bike
- 20 cal row
- 20 cal ski
- Rest
I de første 20 minutter af workouten kiggede han bare, han sagde ikke et ord. Da den 6. runde startede, sagde han, nu skal du cykle 2 cal og hver gang jeg ramte 2 cal, sagde han, nu skal du cykle 2 cal. Det gjorde han hele vejen op til 20 cal.
På romaskinen sagde han, nu skal du ro 6 sekunder. Han skiftede hele tiden mellem antal cal og sekunder, det lyder som det mest simple, men alligevel tænkte jeg hele tiden kun på det tal, han sagde og aldrig på de egentlig 20 cal. Det hele var så overskueligt lige pludselig.
Han bad mig også stoppe med at tælle runder og i stedet tænke på det næste minut. Det hele blev et spil og det virkede som om, at den workout jeg hadede, absolut mest, blev så kort.
Det er stadig den mentale strategi, jeg bruger hver gang, jeg skal lave noget. Jeg deler det op i hovedet, og jo mere jeg deler det op, jo bedre er det. Nogle gange tæller jeg antal tag i romaskine og andre gange tæller jeg antal skridt. Det kan være alt, bare det kan tælles, kan det bruges. Det er det mest simple, men det er formentlig pga. den strategi, at jeg ikke har stoppet en Open workout i 2 år.
