I foråret 2017 fortæller min far mig, at han har talt med en kvinde, der har samlet et hold, der skal cykle et af verdens længste cykelløb, Race Across America (RAAM). Jeg siger til min far at ”jeg vil med”, hvortil han svarer: ”Det kan du ikke, for de er fuldtallige”. Han skal mødes med dem, og jeg tænker straks, at de skal møde mig, for hvis de en dag står og mangler en på holdet, skal de ringe til mig som den første.
Som sagt så gjort, jeg tager med og hilser kort på de heldige kvinder og lader dem vide, at jeg er dybt misundelig på det cykeleventyr, de står overfor.
Sommeren går og livet er godt. Jeg er blevet skilt et par år tidligere, og når jeg ikke har børnene, bliver der cyklet, svømmet og løbet. Den sommer er jeg i mit livs form og laver en halv Ironman, kører cykelløbet La Marmotte, cykler til Paris med Team Rynkeby og slutter sæsonen af med en hel Ironman i København. Jeg har aldrig haft det bedre.
Da efteråret banker på, ringer min far til mig. Han fortæller mig, at der er blevet en plads på det cykelhold, der skal køre tværs over USA. Jeg får nummeret på hende, der står for holdet og ringer straks. Efter en kop kaffe og en cykeltur aftaler vi, at jeg skal med til USA og cykle. Jeg er jublende glad og kan næsten ikke forstå mit held.
En uventet konklusion fra lægen
Da vinteren nærmer sig, er jeg ved lægen til et almindeligt tjek. Ikke noget alvorligt. Da jeg alligevel er der, spørger jeg lægen, om han vil tjekke noget eksem, jeg har på mine bryster. Jeg får sagt ”det har vel ikke noget med brystkræft at gøre” hvortil han svare ”nej overhovedet ikke, men skal jeg lige mærke efter, nu du har trøjen af”. Jeg tænker, at det kan vel ikke skade, for det er ikke noget, jeg selv er god til.
Lægen bliver ved med at vende tilbage til det højre bryst og til sidst siger han, ”der er en knude i brystet, det er nok ikke noget, højest sandsynligt blot en cyste, men vi sender dig i en kræftpakke for en sikkerhedsskyld”. Derfra går det stærkt. 10 dage efter får jeg, efter en grundigere undersøgelse og en biopsi, konstateret brystkræft.
Nedslået må jeg vinke farvel til mit livs cykeleventyr. De næste 7 måneder står menuen på operation, kemo og stråler. Det var ikke det faktum, at jeg havde brystkræft, der gjorde mig ked af det, snarere at jeg ikke kunne fortsætte mit gode liv med alle de ting, jeg holder så meget af, samtidig med at jeg ikke kunne komme til USA og cykle.
I midten af december bliver jeg opereret. Lægerne fjerner en knude på 13 millimeter og samtidig tager de, de forreste lymfeknuder ud for at undersøge, om kræften har spredt sig. For første gang i det forløb føler jeg mig heldig. Operationen er gået godt. Kræften er fjernet og der var ingen spredning til lymfeknuderne. Lægernes besked er, at jeg faktisk er rask, men for at være på den sikre side, skal jeg gennem 5 måneders kemo og efterfølgende stråler.
2018 starter med kemo. Jeg skal møde på hospitalet den 3. januar til første behandling uden nogen form for ide om, hvad der venter mig. Kemoen er hård ved mig og det er vanskeligt at forstå, at jeg for blot et par måneder siden havde været i mit livs form. Jeg bruger mange dage i sengen og en helt almindelig gåtur er en udfordring.
Mod Paris med Team Rynkeby
I foråret får jeg en anden kemo. Jeg bliver mindre dårlig og nogen dage har jeg det så godt, at jeg kan komme ud og cykle. Det forår træner jeg med Team Rynkeby og håber på, at blive færdig med behandlingen inden der er afgang til Paris. For kan jeg ikke cykle tværs over USA, må jeg da kunne cykle til Paris og derigennem hjælpe kræftramte børn.
Jeg får de sidste stråler den 22. juni. Det bliver fejret med flag og fest. Endelig kan jeg se lys for enden af tunnelen. Vi nåede gennem behandlingen inden afgang. Den 30. juni sætter jeg mig på cyklen og cykler de ca. 1350 km til Paris. Det var aftalt, at hvis jeg ikke kunne klare det eller får det dårligt undervejs, så kunne jeg komme i en af bilerne. Men 8 dage efter ankommer vi i fin stil til byernes by.
